Hvem er vi?
SK Reflekt består af professionelle konsulenter, som udfører relations- og andet behandlingsarbejde.
Kontaktperson
En socialkonsulent hos os er en ressource voksen, der støtter og guider dig i at træffe gode valg i dit liv. Det er også en, der hjælper dig til at holde fast i gode beslutninger – en tydelig og troværdig samtalepartner.
Typisk tager kontaktpersonen udgangspunkt i det, der allerede virker for dig – men støtter dig også til at tage imod nye udfordringer, som giver dig flere kompetencer og større forståelse. Kort sagt handler det om, at kontaktpersonen skal være tilstede og støtte dig i at blive bedre til at håndtere dit eget liv.
I mødes typisk en gang eller to om ugen, det afhænger meget af hvilke konkrete mål, der arbejdes med. I kan i princippet mødes hvor som helst, men typisk er det hjemme hos dig eller i vores huse.
Hvordan får jeg en kontaktperson?
SK Reflekt samarbejder med mange kommuner, og det er kommunerne, som henviser til vores tilbud. Skulle du ønske mere info, er du velkommen til at kontakte os.
Støtte til skole, job og bolig
SK Reflekt kan også hjælpe dig med fastholdelse eller genetablering af skole og uddannelsesforløb, vi kan støtte med lektier, arbejde, søge praktikpladser, fritidsjob mv.
Vi kan også støtte dig, når du flytter i egen bolig. Vi kan være behjælpelige med økonomistyring, rengøring, kostvejledning og generel struktur i hverdagen. Vi støtter dig med det, du har brug for!
Aktiviteter
Det er vores erfaring, at vi igennem aktivitetsbaseret samvær får skabt gode vilkår for etablering af tillid. Og den tillid er med til at danne grundlag for en sund kontakt og udviklende relation, hvor svære samtaleemner bliver nemmere at italesætte og behandle.
Udover tiden med din kontaktperson, kan du få mulighed for at deltage i vores fællesarrangementer. Det kan være filmaftener, skateparks, teaterture, hardball arrangementer, strandture, mountainbiketure, fisketure temaftener mv.
Vi tilbyder også fællesaftener i forbindelse med årlige højtider, det kan f.eks. være jule- og påskefrokoster.
I forbindelse med ferieperioder kan du komme med på udflugter og andre sjove ture. Og når din kontaktperson holder ferie, er der altid en anden i teamet, du kan kontakte.
Når du er tilknyttet SK Reflekt, har du ikke blot én kontaktperson – men et team af kontaktpersoner.
Du kan finde os på Facebook. Her har vi lavet en gruppe for unge og deres kontaktpersoner, hvor vi deler billeder og oplevelser fra diverse aktiviteter og arrangementer.